Her vil du kunne finde kredsens politikker inden for forskellige områder. Vælg det du vil se ude til venstre
Herunder kan du læses hovedstyrelsesmedlem Niels Christian Sauers indlæg om Talentklasser.
Talentklasser cementerer minimumsindsatskulturen
Hvad har Albert Einstein, Winston Churchill og Vincent van Gogh til fælles? Ud over at være anerkendt over hele verden for deres helt unikke bidrag til vores fælles kultur, forstås. Svar: Ingen af dem ville være havnet i en talentklasse, hvis muligheden havde eksisteret.
Einstein var som skolebarn ikke bemærkelsesværdigt dygtig, snarere lidt obsternasig og ligeglad. Han dumpede som 16-årig ved optagelsesprøven til Zürichs polytekniske højskole, og hans geni blev først set, da han som 26-årig offentliggjorde fire artikler, der kom til at ændre verden. Churchill var indesluttet og talebesværet, men også flabet og decideret doven med de fag, han ikke gad, hvilket vil sige de fleste. Det blev han ofte straffet for, og havde han ikke været født med en sølvske i munden, ville vi næppe have kendt hans navn i dag. Hans afgørende bidrag til verdenshistorien fandt sted i en alder af 69 til 74 år. Vincent van Gogh levede fra hånden i munden af forefaldende arbejde, drømte om kunst, men magtede på ingen måde at overbevise nogen, ej heller sig selv, om sit enestående talent. Han blev aldrig anerkendt, mens han levede, solgte i hele sit liv kun et billede – til sin bror – men efterlod sig et livsværk, der satte sig dybe spor i verdenskunsten. I 1987 solgtes et hans portrætter for 470 millioner kroner.
Disse tre menneskers talenter taget i betragtning er det tankevækkende, at ingen bemærkede dem som børn. En kendsgerning er det, at deres enestående præstationer voksede ud af de liv, de levede. Om deres fantastiske evner nogensinde var kommet til udfoldelse, hvis velmenende voksne havde grebet ind og sat dem i talentklasser, kan ingen vide.
Berømte eksempler på børn, der blev set som exceptionelt talentfulde, men viste sig ikke at være det, er der i sagens natur ingen af – af den simple grund, at de er glemt. Men at det forekommer, tilmed endda i betragteligt omfang, ved enhver. Ikke et ondt ord om den middelmådighed, der, parret med flid, målbevidsthed og solid forældreopbakning kan kaste pæne karrierer og megen samfundsnytte af sig; men dygtighed er ikke det samme som talent. Presser man et dygtigt barn til at udfolde et talent, det ikke besidder, gør man det fortræd. På den anden side kræver udfoldelsen af et talent hårdt arbejde, som de færreste børn vil udføre af egen drift. Talentdyrkelse hos skolebørn er et kompliceret højrisikoprojekt. Som Kresten Kold sagde: ’I skolen skal der trædes varsomt, for her bliver mennesker til’.
Dygtighed er åbenlys og dermed let at spotte for en lærer. Dygtighed defineres altid i forhold til en velbeskreven færdighed, hvis mestring er let genkendelig. Dygtighed er i høj grad socialt betinget og kan fremmes gennem styring af barnets udvikling: Tilførsel af de rette vækstfremmere, kontrol med miljøet og rettidig omhu i form af passe og pleje. Med de rigtige dyrkningsmetoder opnås dét optimale resultat, der har været sigtepunkt i hele processen. Når det tilsigtede mål nås, er projektet vellykket, men mutationer kasseres rutinemæssigt som fejl. Sådan udvikler man mønsterbørn, og skolen elsker disse høflige og velfungerende elever, der struttende af selvtillid glimrer ved den lærte lektie med fingeren oppe og høje testscorer. Selv den dårligste lærer kan hurtigt udpege de dygtigste 10-15 procent, til hvis ære regeringen kræver oprettelse af ’talentklasser’. Man kan stort set nøjes med at se på forældrenes erhverv.
Men 'talentklasse’ er falsk varebetegnelse. Talent handler om potentiale, og det har alle mennesker. Der er ingen som helst garanti for, at der ikke fjæler sig en Einstein, en Churchill eller en van Gogh blandt de 90 procent, der sidder tilbage, når de dygtigste er sorteret fra til talentklassen. Der er heller ingen garanti for, at talentklassebørnene når særligt langt, når de som voksne skal folde deres ofte skrøbelige drivhusintellekter ud på friland. Til gengæld er der ifølge PISA vished for, at bortfaldet af kammerateffekten fra de dygtige elever er fatal for en stor del af det flertal af børn, som skolen indirekte har udnævnt til at være talentløse, i og med at de ikke blev fundet værdige til optagelse i ’talentklasserne’. En del af dem vil have så meget trods siddende i kroppen, at de magter at bryde denne stigmatisering, men deres lyst til at synge samfundets melodi vil ofte være begrænset. Nogle af dem vil sige tak for sidst ved at søge ind i afvigeridentiteter og bandefællesskaber. Vores fængsler bugner af misbrugt talent. De fleste vil dog resignere, demotiveret af en lind strøm af udpenslede, ringe testresultater, et ødelagt læringsmiljø og evindelige sænkninger af overliggeren indtil det punkt, hvor forventningen om et ambitionsløst liv på overførselsindkomst forekommer ganske naturlig.
Voksne skal holde op med at tro, at børn fra naturens hånd findes i to sorteringer, første og anden., hvor den ene bunke er talentfuld og den anden talentløs. Alle børn har talenter, flere eller færre, større eller mindre, og de er i reglen usynlige for øjet, fordi de endnu ikke er udfoldet. Ingen er udstyret med et røntgenblik, der sætter dem i stand at gennemskue et barn og se, hvilke talenter det rummer. Indtil det modsatte er bevist – hvilket aldrig vil ske - har alle børn i den skole, vi har påtvunget dem, derfor som udgangspunkt krav på at blive betragtet som talentfulde. Voksne, der mener, at de kan sortere børn efter talent, føjer sig ind i den lange, sørgelige tradition for dømmesyge og magtbrynde, vi ser beskrevet i verdenslitteraturen. Talent er en naturkraft, vildtvoksende, uforudsigelig og umulig at kontrollere, selv for den, der lægger krop til. Det er i udfoldelsen af sit talent, at mennesket overskrider sine begrænsninger, træder i karakter og bliver frit, skabende og suverænt. Lykkes det, giver livet mening. Lykkes det ikke, kan talentet perverteres til destruktivitet.
Her blot 18 år efter enhedsskolens begyndelse i 1993 er det åbenlyst og vel i og for sig også ganske forventeligt, at den har pådraget sig visse børnesygdomme. Ikke overraskende er der navnlig vanskeligheder med gruppen af skoletrætte drenge fra ikke-boglige hjem, der vantrives og gør knuder. I misforstået tolerance – nogen vil mene ligegyldighed – har vi tilladt fremvæksten af en minimumsindsatskultur, der har grebet om sig. Når disse elever pålægges mere ansvar for egen læring, end de kan løfte, begynder de at glide af på udfordringerne og se skævt til de dygtige, og inden længe har de fået malet sig selv op i et hjørne, hvor det ikke mere handler om at lære så meget som muligt, men om at lave så lidt som muligt. Får denne gruppe af elever herredømmet i en klasse, går undervisningen i stå.
Man kan næppe forestille nogen mere effektiv måde at cementere denne utålelige tilstand på end at bjærge de dygtige elever fra den synkende skude og dermed signalere til resten, at de ikke står til at redde. Hvis vi skal have skovlen under minimumsindsatskulturen, består udfordringen i at få de dygtige til at være dagsordensættende i almenundervisningen. Forskningen dokumenterer, at hvor det lykkes at få de dygtige til at folde sig ud i den samlede klasse, løftes hele klassens faglige niveau via kammerateffekten. Alternativet er perspektivløst. Selvfølgelig skal skolen fremme talent og dygtighed, men det skal ske på en bæredygtig måde. Derfor må vi fastholde enhedsskolen.
Med de potentielle genier er straks sværere. Kun de færreste af vores anerkendte genier åbenbarede sig som børn. I skolen ved vi sjældent, hvor de sidder, hvilke talenter de rummer, eller hvor vi skal hen med dem. Vi kan derfor ikke styre processen, men må i mangt og meget overlade den til det komplekse, ukontrollerbare og mangfoldige spil, vi kalder livet - på godt og ondt. Det ’talent’ vi kan drive frem i ’talentklasser’, er som den prangende, mekaniske nattergal hos H.C. Andersen. Når det virkelig gælder, rækker den ikke. Ligesom den døende kejser skal vi bruge den rigtige nattergal, men den anses ikke for noget ved hoffet. Den er undseelig, trives ikke i bur og synger, som den lyster.
Niels Chr. Sauer
